Serien

Klovneserien

Hvem er du i dag? Seks karakterer, seks sindstilstande – og måske et spejlbillede af et af dine egne lag.

Disse seks værker er skabt med tusch, blyant og en dyb personlig nødvendighed. De er ikke blot billeder på en væg – de er en del af mig, mine egne lag og et spejlbillede af det menneskelige sind.

Min helt store inspiration er de danske hospitalsklovne. Deres evne til at træde ind i et rum, mærke stemningen og forandre den gennem nærvær. Klovnen bærer en maske, men bag den gemmer sig den rå menneskelighed.

01
Alma – værk fra Ditte Nystrands Klovneserie© Ditte Nystrand
En stille hvisken

Alma

Jeg vidste ikke helt, hvor hun ville ende, da jeg begyndte mine strøg, men hun blev starten på min klovneserie og har derfor en særlig plads hos mig. Med tusch og blyant fik jeg hendes klare udtryk frem, hvor jeg både mærker en uskyld, men også en indre styrke.

Tusch og blyant
02
Buster – værk fra Ditte Nystrands Klovneserie© Ditte Nystrand
Bag den krakelerede facade

Buster

Buster har kant og balancerer for mig mellem det legesyge og det dybt alvorlige og sårbare. Jeg har arbejdet detaljeorienteret og fordybet mig i kontrasterne mellem det helt fine, uskyldige og barnlige, og det mere alvorlige og foruroligende.

Tusch og blyant
03
Vilde – værk fra Ditte Nystrands Klovneserie© Ditte Nystrand
Når latteren forløser alt

Vilde

Jeg kan ikke selv lade være med at trække lidt på smilebåndet, når jeg ser hende. Jeg ville gerne fremhæve et øjeblik, hvor masken falder og ren, ufiltreret latter og glæde kommer frem. Vilde har kant og er for mig en fortælling om frihed og om at turde vise sårbarhed igennem latter.

Tusch og blyant
04
Luna – værk fra Ditte Nystrands Klovneserie© Ditte Nystrand
Den lunefulde historiefortæller

Luna

Da jeg begyndte med at tegne hende, med hendes grå, pjuskede tjavser af hår, kludetæppeagtige hue og inddragende blik, trådte hun mere og mere frem med en indre styrke. For mig er hun en sammenkobling af det alvorlige, skæbnesvangre og det legende – en, der formår at bevare magien, drømmen og fantasien.

Tusch og blyant
05
Gorm – værk fra Ditte Nystrands Klovneserie© Ditte Nystrand
Den vise

Gorm

Gorm er for mig med alle hans rynker en hyldest til et langt og begivenhedsrigt liv. Hver en linje i hans ansigt fortæller en historie om latter og gråd, om succeser og nederlag. Jeg fanges af kontraster, og Gorm er for mig en eftertænksom herre, der også bærer en smerte og dybde i sig.

Tusch og blyant
06
Konrad – værk fra Ditte Nystrands Klovneserie© Ditte Nystrand
Den kærlige

Konrad

Dette er Konrad, den klassiske lille klovn fyldt med nostalgi, hjertevarme og sjæl. For mig er Konrad også en smule forhutlet og krøllet, hvilket jeg har forsøgt at fremhæve ved de lidt mere tilfældige og rodede strøg med tusch og blyant. Han er en, der gerne vil have opmærksomhed og inviterer til fordybelse.

Tusch og blyant

Tag en klovn med hjem

Værkerne fra Klovneserien fås som fine art print i gængse plakatstørrelser og som print på lærred – med eller uden ramme.

Besøg shoppen